HØR melodien

Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig
Hans Thomissøn

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Grundtvig, Nikolaj Frederik Severin



f. 8. sept. 1783 i Udby v. Vordingborg. F: sognepr. Johan Ottosen G. M: Cathrine Marie f. Bang. G. fik sin tidligste undervisning i hjemmet, men kom som 8-årig på kost og skolegang hos sin tidligere huslærer Laurids Feld, der var blevet sognepr. i Thyregod n. f. Vejle. Der blev G. til han var konfirmeret i april 1798, og i sept. samme år kunne begynde på Århus Latinskole. To år senere blev han udskrevet som student, og begyndte det teologiske studium på Københavns Universitet i okt. 1800. Hans appetit på at bruge sproget gav sig snart skriftligt udslag, og allerede 1802 indleverede G. en komedie til Det Kgl. Teater, som ikke brugte lang tid på at kassere den. Studierne var ikke intense, men han fulgte Steffens forelæsninger over Goethe. Ved den skriftlige eksamen i okt. 1803 afleverede han to opgaver ubesvarede, men fik to andre, som bragte ham frem til mundtlig eksamen som han bestod med andenkarakter. G. blev teologisk kandidat af sønlig pligt, interessen lå mest hos den oldnordiske litteratur.

I 1805 blev G. huslærer på godset Egeløkke på Langeland, hvor en forelskelse i husets frue, Constance Leth, medførte en eksistentiel afklaring, som dels modnede hans forhold til litteraturen – at de oldnordiske skrifter måtte læses og respekteres for deres egne, oprindelige kvaliteter – og at religionen var mere end dyrkelsen af den ædle fornuft. Derfor skrev han som sin første afhandling Lidet om Sangene i Edda 1806 og et indlæg i den aktuelle debat om gudstjenesten Om Religion og Liturgie, hvori han også behandlede sin egen tids kirkesang. Ved sin afrejse fra Egeløkke 1808 kunne han gøre sin erfaring op; hans „Aand“ havde fundet „Gud overalt; Fandt ham i Digternes Sang, Fandt ham i Vismandens Ord, Fandt ham i Myther fra Nord, Fandt ham i Tidernes Gang; Synligst og vissest den dog Fandt ham i Bøgernes Bog.“

I København fik han plads på Valkendorfs kollegium og blev lærer i historie og geografi ved det Schousboeske Institut, og udgav 1809-11 flere skrifter inspireret af „Nordens Helteliv“.

G. havde flere gange prædiket på Langeland, men manglede endnu fakultetets godkendelse. Hans dimisprædiken blev berammet til 17. marts 1810 over Matt 5,16-17. Prædikenens overskrift og tema blev et opgør med samtidens rationalisme: „Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?“. Da G. lod den offentliggøre, blev der indgivet skriftlig klage over ham, og universitetet overvejede en irettesættelse. G. afviste, og skrev til kongen og bad om at blive tiltalt og dømt efter loven. Et religiøst betinget nervesammenbrud i dec. ledte ham i retning af kristelig selvransagelse, og under rekreationen i hjemmet besluttede G. sig for at blive faderens kapellan.

I jan. 1811 mødte G. for universitetets konsistorium i anledning af dimisprædikenen; men rektor „glemte“ at forkynde ham irettesættelsen. Dagen efter var han i audiens hos kongen. 28. maj ordineredes han i Trinitatis Kirke, og indsattes 9. juni som kapellan i Udby.

I de følgende år udgav G. en række historiske, poetiske og debatterende skrifter, heriblandt prædikener, som mere og mere skarpt gjorde op med tidens kirkelige rationalisme og politiske kræmmeri, og efterlyste historisk bevidsthed og kristelig klarhed som vejen til landets og folkets fremtid. Samtidens fremtrædende skønånder Oehlenschläger og brødrene Ørsted lag­de afstand til ham, og efterhånden stod han helt isoleret. 1815 bekendtgjorde han efter en velbesøgt prædiken i Frederiksberg Kirke, at han ikke mere ville bestige en prædikestol, med mindre kongen kaldte ham til det. Året efter begyndte G. udgivelsen af det kulturpolitiske tidsskrift Danne-Virke.

I december 1810 havde han digtet salmen „Deilig er den Himmel blaa“; og i 1817 tog han atter fat, først med det dramatiske digt „Paaske-Lilien“, siden med nogle salmebearbejdelser i anledning af reformationsjubilæet, og ved jule­tid „Det kimer nu til Jule-Fest“. I aug. 1818 ~ Elisabeth [Lise] Christina Mar­garetha Blicher. 1819 udgav han et debatindlæg om skoleundervisning, og 1820 en oversættelse af Bjowulf-kvadet, samt i december salmen „Et Barn er født i Bethle­hem“. 1821 kaldtes G. uansøgt til embedet som sognepræst i Præstø (og blev derved bragt en smule på afstand af hovedstaden). Året efter vendte han dog tilbage som kgl. udnævnt kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christians­havn.

1824 digtede G. „De Levendes Land“ og „Nyaars-Morgen“ der for alvor ud­trykker G.’s historisk-poetiske kristendomssyn. Julemorgen sluttede han sin prædiken med at fremsige salmen „Velkommen igien Guds Engle smaa“ som han havde digtet samme nat.

31. juli 1825 prædikede G. om ‘Det levende Ord af Herrens Mund’ som fremlagde det kirke- og kristendomssyn, der siden kom til at karakterisere det grundtvigske, at før Bibelens bogstav og kirkens tradition grundedes kirken på Herrens eget ord, som genlyder endnu i Fadervor under dåben og i ind­stif­tel­sesordene i nadveren. Samme år udgav han stridsskriftet Kirkens Gienmæle mod prof. Theol. Dr. H. N. Clausen. Denne anlagde injuriesag mod G., der nedlagde sit embede, da sagen lod til at ende i en dom, hvilket skete 30. okt. 1826, hvor G. idømtes livsvarig censur. Alt, hvad han derefter skrev skulle nu godkendes af politimyndighederne, og på de vilkår fandt G. ikke at kunne være præst. Hans salmer til tusindårsfesten for kristendommens indførelse blev afvist, og G. måtte udgive dem i et tarveligt særtryk og for egen regning. Den første i heftet var „Den signede Dag“ (!).

I de følgende år rejste G. tre gange til England, hvor han studerede angelsaksisk kristen digtning. Hjemme i København deltog han som prædikant i de kristelige forsamlinger, der afholdtes i Jac. Chr. Lindbergs hjem på Kalk­brænderivej. I marts 1832 fik G. overladt Frederiks Tyske Kirke (nu Christianskirken) til aftensangstjenester, samme måned digtedes „Tag det sorte Kors fra Graven“, og i december udgav L. C. Hagen en række af G.’s salmer og bibelhistoriske sange i Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom

I 1835 påbegyndte G. Sang-Værk til den Danske Kirke, hvis første hefte udkom i okt. året efter. 1837 udkom Sangværkets 1. bd., og Juleaftensdag hæ­vede kongen censuren over G., som samme nat digtede „Moders Navn er en himmelsk Lyd“. I 1838 ansøgte G. om tilladelse til at holde altergang og konfirmere; men biskop Mynster var aldeles afvisende. I 1839 søgte og fik G. embedet som præst ved Vartov Hospital, og 1. hefte af Sang-værkets 2. bd. udkom. 1840 udgav Peder Hjort: Gamle og Nye Psalmer med mange nye salmer af G. 1841 udkom 2. hft. af Sangværket (derefter pause indtil 1870). Sideløbende med sin præstegerning holdt G. historiske foredrag og beskæftigede sig med skoletanker. I 1843 havde G. samlet 102 salmer med henblik på et salmebogstillæg som modvægt til et udkast biskop Mynster havde udgivet. Titlen var allerede bestemt: „Psalme-Blade til Kirke-Bod“. Men da han året efter blev medlem af Københavns geistlige Konvents nydannede ‘Psalme-Comittee’ holdt han sine psalmeblade tilbage, og søgte at få så meget som muligt med i de Kirke-Psalmer udgivne til Prøve, som i jan. 1845 blev resultatet, og hvor en fjerdedel af salmerne da også var af G.

Den 8. dec. 1845 uddeltes i smug et trykt salmeark under gudstjenesten i Vartov – og dermed indvarsledes den grundtvigske salmesang. I løbet af 1846 udgav brødrene J. F. og R. Th. Fenger to hefter med h.h.v. påske-, himmelfarts- og pinsesalmer fortrinsvis af G. og G. afsluttede afhandlingen Den Christelige Børnelærdom (som dog først udkom 1868). 1848 blev G. indvalgt i den grundlovgivende rigsforsamling.

1850 samledes de salmer, G. uofficielt havde ladet afsynge i Vartov Kirke især ved højtiderne i salmebogen Fest-Psalmer. 1851 døde Lise G. 14. jan. og 24. okt. blev G. ~ Ane Marie Elise Toft, f. Carlsen. 1853 blev G. indvalgt i Rigsdagen for anden gang, og P. O. Boisen udgav en række af hans bibelhistori­ske sange i sangbogen Bibelske og Kirkehistoriske Psalmer og Sange for Skolen. 1854, den 9. juli, døde Marie G. 1856 åbnede G. højskolen Marielyst v. Kbh. 1858 ~ Asta Tugendreich Adelheid Reedtz f. komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs.

1859 udkom skriftet Christenhedens Syvstjerne. 1861 fejrede G. sit 50 års præste­jubilæum og tildeltes rang med Sjællands biskop. 1870 udkom endelig 2. bd. af Sang-Værket.

G. holdt sin sidste prædiken i Vartov 1. sept. 1872, og døde dagen efter, 2. sept. 1872, i sit hjem på Store Tuborg. Han blev bisat fra Vor Frelsers Kirke og begravet på Køge Ås.

A  1, 3, 4, 10, 18, 33, 41, 44, 56, 58, 66, 78, 79, 99, 100, 101, 105, 132, 134, 136, 140, 142, 143, 147, 148, 153, 155, 156, 158, 160, 161, 163, 164, 167, 168, 169, 179, 189, 206, 230, 234, 236, 241, 243, 251, 257, 263, 274, 279, 280, 282, 283, 286, 287, 290, 293, 294, 296, 298, 307, 309, 318, 319, 320, 321, 323, 324, 325, 327, 328, 329, 333, 343, 344, 348, 349, 350, 375, 376, 379, 380, 383, 384, 386, 387, 388, 392, 395, 396, 397, 401, 403, 405, 406, 407, 409, 410, 411, 425, 426, 430, 441, 443, 444, 445, 453, 454, 459, 466, 475, 479, 481, 486, 493, 504, 516, 517, 518, 519, 538, 539, 540, 542, 544, 545, 560, 561, 562, 563, 566, 580, 586, 608, 609, 623, 633, 652, 653, 654, 655, 673, 674, 675, 676, 694, 695, 696, 700, 701, 702, 703, 709, 710, 712, 713, 718, 727, 729, 733, 752, 780, 783, 790

B  32, 38, 40, 71, 72, 74, 81, 92, 94, 96, 102, 104, 107, 108, 115, 116, 118, 128, 133, 137, 141, 151, 182, 191, 192, 195, 196, 199, 201, 202, 210, 211, 212, 213, 214, 217, 218, 220, 221, 222, 223, 231, 235, 242, 246, 250, 252, 261, 289, 291, 292, 299, 300, 302, 303, 304, 305, 308, 316, 322, 332, 337, 338, 340, 341, 346, 353, 402, 417, 439, 446, 447, 451, 455, 467, 474, 487, 488, 491, 526, 554, 565, 573, 616, 638, 639, 662, 699, 716, 782  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Den hellige, almindelige kirke - Kirken

322

Den kristne kirkes skønne navn
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Strassburg 1525
Guds Søn kom ned fra Himmerig

1

Den kristne kirkes skønne navn
vil overalt man bære,
men Herrens folk, til evigt gavn,
det vil dog få kun være;
sig kirkens navn med uret gav
og giver mangen kalket grav,
som dødningben kun gemmer.

2

Almindelig, det kaldes ret
Guds kirke trindt på jorden,
for tider, folk og tankesæt
i Syden og i Norden;
fra hver en kant, mens verden står,
om hyrden flokkes hjordens får,
hvo kan det vel forhindre?

3

Men kirken den er dog kun én,
ét navn i alle munde,
til grundvold Gud har lagt en sten,
som rokkes ingenlunde;
det samme altid i en sum
er Kristi evangelium,
som os mon saliggøre.

4

Derfor det første kirke-tegn
er livets ord og lære,
for hjertet sol og dug og regn
til Jesu Kristi ære;
thi hvor det lyder uden tant,
det kendes og, Guds ord er sandt,
kan uden frugt ej blive.

5

At kirken står i dåbens pagt,
det kan ej heller fejle,
og Herren vil, som han har sagt,
sit vidnesbyrd besegle,
som med sin Ånd, vor trøster god,
så med sit legem og sit blod,
de kristnes mad og drikke.

6

På lydighed mod Herrens ord
det er så godt at mærke,
hvor Gud sit tempel har på jord,
og Kristus kæmper stærke;
dér hører Gud den stille bøn,
dér lyder takkesangen skøn
i hjerter og i munde.

7

Et helligt liv i Jesu tro
kan verden ej behage,
så under korset kristne bo
i verden alle dage;
men altid har af Herrens røst
hans kirkefolk den rige trøst,
de Himmerig skal arve.

8

Ukrudt og klinte findes fast
blandt hveden åbenbare,
mundkristne går i skam og last,
det dommedag skal klare.
Guds helgen har én kraftig dåb,
én Gud, én drot, én tro, ét håb,
i Himmerig de samles.

Hans Thomissøn 1569.
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1845.