HØR melodien

Se salmens tekst:
733. Skyerne gråner, og løvet ...
Vælg melodi:
 Thora Borch 1866
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Noter

vers

linjer

1

5. blus – fakler til det bål, som skal få mørket til at vige.

2

3. Balder – den gamle nordiske lysgud.

3

1. bladet vendes – billede på tidens gang / 2. længes – bliver længere.

4

1. af gru for ælde – af angst for alderdom / 2. skjaldene – digterne, skribenterne. giver dem ret – mennesker kræver nye tider / 3. fælde – forny fjerdragten.

5

3-4. Digterne lader sangene klinge så let som når ‘glat’ rimer på ‘grav’, hvilket det ikke gør som enderim, men dog som for- eller stavrim. „Slægternes grav“ symboliserer sorgen og døden; „glat“ (som betyder lys, skinnende og er i familie med ordet ‘glad’) er troens glæde over, at død og grav alligevel er besejret.

6

2. drages til fuglenes spor – menneskehjerterne ville gerne følge trækfuglene bort fra vinteren.

7

Som digter, kunne Grundtvig høre frosten „klingre“ (nr. 99.1). Når julesalmerne „klinge“ og „klokkerne kime“ overgår og overdøver – „spotter“ – de derfor sneens falske toner. Hele verset er bevidst fyldt med bogstavrim, og derfor „rimer“ da også „vinteren“ med „våren“ – akkurat som de tilsyneladende uforenelige begreber i v. 5.

8

1. vinterløbet – i løbet af vinteren / 2. liflig – herlig, skøn / 3. barnesvøbet – jf. Luk 2,7,12.

9

3. fornummet – fornemmet, kunnet mærke.
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Menneskelivet - Årstiderne

733

Skyerne gråner, og løvet falder
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thora Borch 1866

1

Skyerne gråner, og løvet falder,
fuglene synger ej mer,
vinteren truer, og natten kalder,
blomsterne sukker: det sner!
Og dog bære blus vi med glæde!

2

Vinteren kommer, og sneen falder,
blomsterne visner i muld,
isen optøs ej af gråd for Balder,
tårerne stivner af kuld.
Og dog bære blus vi med glæde!

3

Solhvervet kommer, og bladet vendes,
dagene længes på ny,
solskinnet vokser, og vintren endes,
lærkerne synger i sky.
Derfor bære blus vi med glæde!

4

Årene skifter af gru for ælde,
skjaldene giver dem ret,
fuglene alle hvert år må fælde,
ellers de fløj ej så let:
Derfor bære blus vi med glæde!

5

Fuglene flyver som vind på vinger
let over vildene hav,
skjaldene flyver, som rimet klinger,
glat over slægternes grav.
Derfor bære blus vi med glæde!

6

Hjerterne vakler, når højt de banke,
drages til fuglenes spor,
lyset dog sejrer, den mørke tanke
flygtende synker i jord.
Derfor bære blus vi med glæde!

7

Salmerne klinge og klokker kime,
spotter med sneen ved jul,
vinteren må sig med våren rime,
smelte for solen i skjul.
Derfor bære blus vi med glæde!

8

Troende hjerter i vinterløbet
føder den liflige vår,
trykker den til sig i barnesvøbet
med et lyksaligt nytår!
Derfor bære blus vi med glæde!

9

Betlehems-barnet i krybberummet
det er den evige vår,
troende hjerter det har fornummet:
Jul gør lyksaligt nytår!
Derfor bære blus vi med glæde!

N.F.S. Grundtvig 1847.