HØR melodien

Se salmens tekst:
636. Midt i alt det meningsløs...
Vælg melodi:
 Harald Herresthal 1977
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Svein Ørnulf Ellingsen
Helge Severinsen

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Ellingsen, Svein Ørnulf 



f. 13. juli 1929 på Kongsberg, Norge. F: murermester Fritz Frølich E. M: Karo f. Enge. E. voksede op på Kongsberg, og blev tidligt draget mod kunsten. 1949-55 elev på O. Engebretsens tegneskole, Kunst- og håndverkskolen, B. Engebrigts malerskole og Statens Kunstakademi, samt 1966-67 suppl. uddannelse i formning på Statens lærerskole. ~ Ingegerd E. 1957-63 redaktionssekr. v. ugeskriftet Vår Kirke, 1960-63 kunstanmelder ved dagbl. Vårt Land. 1963-66 forlagssekretær Schibsteds forlag. Faglærer i tegning og formning Moland ungdomsskole 1967-82. Statsstipendiat i hymnologi fra 1976. Medlem af Liturgikom­mi­sjonens komité for salmebok og koralbok 1972-82. 

E. har modtaget en række anerkendelser for sin kunstneriske og litterære indsats: Agder fylkes kulturpris 1977, Brobyggerprisen 1984 og Oslo Dom­kirkens bokpris 1985. For sin salmedigtning blev han 2002 udnævnt til teologisk æresdoktor, Åbo Univ., Finland.

Foruden kunsthistoriske artikler er E. bidragyder eller forfatter til en række salmepublikationer: Med hyllings ljod 1966, Det skjulte nærvær og Noen må våke 1978; En ny sang for Herren, studiebok i hymnologi, og: studieheftet Mørket før daggry 1981. Under løftets høye himmel 1984, Så stilner livets jag 1986, børnebogen ‘Regler, rim og revestreker’ 1986, Vårt øye ser mot Betle­hem 1987, Mens jeg her er tatt til side, og: Det finnes en dyrebar rose 1989, I lysets fremtid 1999 samt: Alt ble med ett så stille 2002.

E.’s salmedigtning er karakteriseret ved en indlevelse i såvel det bibelske som det menneskelige erfaringsunivers, hvor menneskelige erfaringer af sorg, tab og fortvivlelse kontrasteres af håbet og glæden. Tillige udtrykker hans salmer en bevidsthed om, hvor sproget kan bære og rumme, og hvor det ikke kan. Den formmæssige sikkerhed gør, at hans salmer ofte kan undvære rim.

A  259, 277, 366, 367, 448, 476, 550, 575, 635, 636, 659  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Kristenlivet - Forsagelse og kamp

636

Midt i alt det meningsløse
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Harald Herresthal 1977

1

Midt i alt det meningsløse,
som vi møder her på jorden,
bliver hjertets skrig til bøn.
Gud, vi råber: Om du findes,
find os, red os, når vi synker
i vort eget tomhedsmørke.

2

Kom vort sprængte liv i møde!
Lad os i vor trængsel mærke:
Under alle dyb er du.
Lad os gribe dine løfter:
Ingen magt skal kunne skille
os fra kærlighedens almagt.

3

Skønt et ubesvaret »Hvorfor«
stadig dirrer i vort hjerte,
beder vi dig: Giv os tro,
tro på dig, som kæmper med os,
fyldt af kærlighed, i nærkamp
med det ondes magt i verden.

4

Om vi sejrer eller synker,
skal vort svage liv dog bæres
gennem liv og gennem død.
Gud, vi råber: Du, som findes,
find os, red os, lad din nærhed
blive lys i tvivlens mørke.

Svein Ellingsen 1978.
Helge Severinsen 1999.