HØR melodien
Orgel, flerstemmigt
Piano, flerstemmigt
Piano, enstemmigt
00.00 / 00.00
Se andre salmer | |||
 | Salmer med samme melodi(er) | ||
| Salmer af samme forfatter(e) | ||
Læs noter | |||
| Noter til salmeteksterne | ||
Læs om forfatterne | |||
| Christian Andreas Bernstein | ||
| Hans Adolph Brorson | ||
Biografi
Brorson, Hans Adolph
f. 20. juni 1694 i Randerup Præstegård, Vestslesvig. F: sognepræst Broder Brodersen, M: Catharina Margrethe Clausen. B. var af præsteslægt på både sin fars og sin mors side, og dermed var hans og hans to ældre brødres karrierehorisont afstukket. Faderen døde 1704, og moderen giftede sig med familiens tidligere huslærer, Oluf Holbek, efter at denne havde overtaget sognekaldet. B. og hans brødre blev sendt på Ribe Katedralskole, hvorfra B. blev student 1710, og sluttede sig til brødrene der allerede læste teologi i Kbh. En sygdomsperiode tvang ham til at afbryde studierne; 1715-21 opholdt han sig hos familien i Sønderjylland, de sidste fire år som huslærer hos amtsforvalteren i Løgumkloster.
Under opholdet i det sønderjyske blev Brorson afgørende præget af pietismen, formodentlig både hos sin ældre bror, Nicolai, der var blevet sognepræst i Bedsted, øst for Løgumkloster, siden i selve klosterbyen, og tilskyndet heraf genoptog han sine studier, rejste i september 1721 til København og bestod teologisk embedseksamen 6. oktober. Han var da allerede kaldet til sognepræst i fødesognet, og blev ordineret i Ribe Domkirke 6. april 1722.
B. var sognepræst i Randerup 1722-29. Det første år giftede han sig med sin 16 år gamle kusine, Cathrine Stenbek Clausen, med hvem han fik 13 børn, hvoraf 7 døde og en søn blev lam og sindsforvirret, og livet igennem holdtes hjemme i et låst kammer.
3. okt. 1729 stadfæstede kongen Brorsons kaldelse til „dansk og tredjepræst“ i Tønder. Her kom han til at arbejde direkte under den tyske provst Johann Hermann Schrader, som var udnævnt året før. Den dansksprogede gudstjeneste holdtes kl. 5.30, og bønderne fra Tønders opland udeblev ofte. Schrader lod da (1730) en bygning opføre i landsbyen Emmerske, efter pietistiske idealer – med skolestue for børnene og bedesal for de voksne. Her fik Brorson sit virke.
1731 udgav Schrader i Tønder en stor tysksproget pietistisk salmebog. Brorson greb ideen, og allerede året efter udgav han selv et lille hefte med julesalmer: Nogle Jule-Psalmer / GUD til Ære Og Christne-Siæle / i sær sin elskelige Meenighed til Opmuntring Til den forestaaende Glædelige Jule-Fest Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H. A. B. Tundern … 1732. De følgende år udkom yderligere 11 hefter med salmer til kirkeårets øvrige højtider og temaer, alle trykt i Tønder. I 1739 samlede B. salmerne fra Tønderhefterne til husandagtssangbogen Troens Rare Klenodie, der kom til at opleve talrige genoptryk, og fornyet brug i 19. årh.s gudelige forsamlinger og vækkelsesbevægelser, samt langs den jyske vestkyst. 92 af Klenodie-salmerne blev tillige optaget i Pontoppidans salmebog 1740, og prægede dermed fra begyndelsen den officielle kirkelige salmesang.
1737 efterfulgte B. sin ældre broder som stiftsprovst i Ribe, og 6. aug. 1741 blev han bispeviet. Hans hustru var død i juni s.å. og efter at sørgeåret var til ende, giftede han sig 29. jun. 1742 m. Johanne Christine Riese, med hvem han fik 3 børn. Brorson var en søgt prædikant og visiterede hyppigt i det vidtstrakte stift. Trods det, at han havde måttet overtage forgængerens gæld til embedet, nåede han også administrativt synlige resultater. I hundredåret for enevælden kreeredes B. til teologisk doktor. Som kvittering skrev han en afhandling på latin: De Vexillo Ecclesiæ – ‘Om Kirkens Banner’ – en udlægning af 2 Mos 17,15, der ser Kristus som Kirkens sejrsfane forudsagt i Det gamle Testamente. Afhandlingen er et opgør med Oplysningstidens begyndende rationalisme. Der eksisterer flere vidnesbyrd om Brorsons personlige fromhed og sociale godgørenhed. Hans sidste leveår var plaget af sygdom og tungsind. B. døde 3. jun. 1764 i Ribe bispegård.
Efter Brorsons død fandt man 70 salmer og åndelige sange, skrevet i hans seneste leveår som personlige trøstedigte til egen opbyggelse. Disse digte blev udgivet 1765 under titlen Doct. Hans Adolph Brorsons fordum Biskop over Riber Stift Svane-Sang. Vækkelserne i 1800-tallet genfandt Brorsons salmer, og en samlet udgave af Klenodiet og Svane-sangene oplevede talrige genoptryk under navnet ‘Brorsons Salmebog’.
A 15, 16, 45, 59, 75, 82, 93, 109, 122, 123, 125, 127, 135, 229, 242, 253, 347, 358, 386, 389, 469, 492, 512, 514, 515, 535, 557, 558, 559, 570, 571, 572, 578, 589, 590, 591, 605, 618, 620, 621, 622, 629, 630, 631, 632, 648, 649, 650, 651, 671, 688, 689, 690, 691, 714, 715
B 5, 6, 19, 23, 34, 39, 43, 61, 76, 86, 97, 159, 165, 175, 190, 207, 228, 255, 256, 271, 272, 295, 313, 315, 377, 452, 462, 506, 507, 508, 509, 510, 511, 530, 533, 576, 577, 579, 583, 592, 593, 601, 602, 603, 604, 606, 616, 619, 625, 627, 628, 645, 646, 647, 661, 665, 666, 668, 669, 682
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003
De helliges samfund - Fællesskabet
377
I, Herrens udvalgte, som hellighed øve
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Freylinghausen 1704
Mel.: Freylinghausen 1704
1
I, Herrens udvalgte, som hellighed øve,
hvor står det med kærligheds vigtige prøve?
Står I ret forbundne ved enigheds ånd?
Har intet forvirret det liflige bånd?
Vor Fader i Himlen kan hjerterne kende;
hvor kærlighed fattes, har troen en ende,
den Højestes flamme bør himmelhøjt brænde.
hvor står det med kærligheds vigtige prøve?
Står I ret forbundne ved enigheds ånd?
Har intet forvirret det liflige bånd?
Vor Fader i Himlen kan hjerterne kende;
hvor kærlighed fattes, har troen en ende,
den Højestes flamme bør himmelhøjt brænde.
2
Så snart vi er ovenfra fødte og bårne,
af Jesus vi ere til brødre udkårne,
én Fader, én tro og én Ånd og én dåb,
én vej til at vandre, ét eneste håb
kan brødrenes hjerte aldeles forbinde;
vi kunne ej andet end kærlighed finde,
mistænksomhed, vrede og tvedragt forsvinde.
af Jesus vi ere til brødre udkårne,
én Fader, én tro og én Ånd og én dåb,
én vej til at vandre, ét eneste håb
kan brødrenes hjerte aldeles forbinde;
vi kunne ej andet end kærlighed finde,
mistænksomhed, vrede og tvedragt forsvinde.
3
Vor moder her oventil mener det samme
og favner os alle i kærligheds flamme;
på højhed i verden her bliver ej set,
thi samlingen er udi ydmyghed sket;
hvor tvedragt og idel splidagtighed gøres,
og kærlighed bare af munden kan høres,
dér kan man til englenes selskab ej føres.
og favner os alle i kærligheds flamme;
på højhed i verden her bliver ej set,
thi samlingen er udi ydmyghed sket;
hvor tvedragt og idel splidagtighed gøres,
og kærlighed bare af munden kan høres,
dér kan man til englenes selskab ej føres.
4
Hvad jeg er, min broder, det er du og blevet,
vi begge vort navn fik i Himlen indskrevet;
til Himlen står al vor forlængsel og tørst,
hver haster og stræber at komme der først,
dog elsker den ene den anden af hjerte,
som Jesus, vor frelser og broder, os lærte,
den ene fornemmer den anden hans smerte.
vi begge vort navn fik i Himlen indskrevet;
til Himlen står al vor forlængsel og tørst,
hver haster og stræber at komme der først,
dog elsker den ene den anden af hjerte,
som Jesus, vor frelser og broder, os lærte,
den ene fornemmer den anden hans smerte.
5
Så lader os glædes og elske af hjerte,
forsøde hverandre den bitreste smerte,
forbindes i Ånden tilsammen som én,
at kærlighed findes oprigtig og ren,
og lader vor Fader en frydesang høre!
Det skal ham hans hjerte usigelig røre,
skønt børnene kan det kun stammende gøre.
forsøde hverandre den bitreste smerte,
forbindes i Ånden tilsammen som én,
at kærlighed findes oprigtig og ren,
og lader vor Fader en frydesang høre!
Det skal ham hans hjerte usigelig røre,
skønt børnene kan det kun stammende gøre.
6
I Himlen vi bedre skal høje på tonen,
når brødrene samlede træder for tronen
i heftigste lue og dejligste rang,
med lifligste harper og sødeste sang.
Så løfter op samlede hjerter og hænder,
og længes at sankes, hvor striden sig ender,
og kærligheds lue evindelig brænder!
når brødrene samlede træder for tronen
i heftigste lue og dejligste rang,
med lifligste harper og sødeste sang.
Så løfter op samlede hjerter og hænder,
og længes at sankes, hvor striden sig ender,
og kærligheds lue evindelig brænder!
Christian Andreas Bernstein 1704.
Hans Adolph Brorson 1734.
Hans Adolph Brorson 1734.